Hvordan arbejder jeg?
I gestalt og eksistentiel terapi er terapeut og klient to ligeværdige mennesker, der mødes. Dog er terapeuten der først og fremmest for at hjælpe klienten til at blive mere opmærksom på sig selv og sine muligheder for at få det bedre. Der arbejdes både med ord, tanker og oplevelser af følelser.
Jeg lægger mærke til "hvad der sker lige nu-og-her", mens vi er sammen. Det gør jeg for at støtte dig i at mærke dig selv bag det, du fortæller om.
Derfor arbejder vi sammen. Jeg har en viden og en livserfaring, men det er først og fremmest dig, der ved, hvordan du har det. Jeg fortæller, hvad jeg ser, og hvad jeg tænker, men du finder selv ud af, hvad der er sandheden for dig.
Der findes ikke rigtige eller forkerte problemer. Det er kun det enkelte menneske selv, der kan afgøre, hvad problemet er. For andre kan dit problem virke som en bagatel, mens det for dig nærmest gør hverdagen ulidelig. Sådan er det, og sådan skal det være. Ellers var vi alle ens.
Det, terapien sigter mod, er, at du "finder dig SELV", mærker hvad du vil og bliver stærk nok til at føre det ud i livet.